Bergvæg, brist med drøn og brag
For mit tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde
Til jeg hører malmen lyde

Dybt i fjeldets øde nat
Vinker mig den rige skat, -
Diamant og ædelstene
Mellem guldets røde grene

Og i dybet er der fred, -
Fred og nat fra evighed; -
Bryd mig vejen, tunge hammer
Til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
Under himlens stjernerad
Trådte vårens blomsterveje
Havde barnefred i eje

Men jeg glemte dagens pragt
I den midnatsmørke schakt
Glemte fugelns glade sange
I min grubes tempelgange

Dengang først jeg steg herind
Tænkte jeg med skyldfrit sind:
Dybets ånder skal mig råde
Livets endeløse gåde. -
End har ingen ånd mig lært
Hvad mig tykkedes så sært;
End er ingen stråle runden
Som kan lyse op fra grunden

Har jeg fejlet? Fører ej
Frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje
Hvis jeg søger i det høje

Nej, i dybet må jeg ned;
Der er fred fra evighed
Bryd mig vejen, tunge hammer
Til det dulgtes hjertekammer! -

Hammerslag på hammerslag
Indtil livets sidste dag
Ingen morgenstråle skinner;
Ingen håbets sol oprinder