Fuldmaanen skinner; – henover den vide
Slumrende Havflade breder sig mildt
I magisk Fortoning de glindsende, blide
Maanelysstrømme, mens Alting er stilt;
5 Mens Nathimlens Stjerne i Dybet sig bader
Og Lysningen funkler fra Bølge til Bølge;
– Let glider min Snekke paa Voven, – den følge
De deilige, maanebeskinnede Rader. –

Hist inde hvor Birkenes Grene sig strække
10 Fortroligen ludende ud over Sø, –
Der hvilte jeg nys under løvrige Dække,
Der er det saa tyst, – o, der kunde jeg dø, –
Der kunde jeg slumre bag Gravhøien rolig,
Der kunde Bølgen i Stormnatten kvæde
15 Der kunde Havdybets Aander jo græde,
Fylde med længselfuld Klage min Bolig. –

– Dog nei, – det er trykkende lummert ved Stranden! –
Ud maa jeg paa Bølgerne langt ifra Land.
Der vifter Havvinden kjøligt om Panden
20 Der vil jeg slukke den Længselens Brand,
Som nager mit Hjerte, – o, der er det stille,
Der strækker sig Havsletten slumrende, øde,
Der følger mig Ingen, undtagen de Døde,
Hvis Øine saa sælsomt i Voverne spille. – –

25 Troer du maaskee det er Stjerner som blinke
I Dybet hist nede med taareslørt Glands?
Ha, seer du, de komme, de svinde, de vinke
Og hvirvle sig vildt i den mystiske Dands? –
Der vilde jeg sikkerlig føle mig hjemme, –
30 Der kunde jeg slukke hver knugende Smærte,
Der stille hver Kval, som mit Indre fortærte! –
Ja, der er det herligt; – der kunde jeg glemme! –